Løvfaldsdage 17-19. oktober 2024
En varm og hyggelig stemning venter, når Hornslets ”Kulturkvartet” fejrer efteråret med tre dages farverigt program af musik, kreative aktiviteter, madoplevelser og godt lokalt samvær.
I tre dage i efterårsferien, torsdag d. 17. til og med lørdag d. 19. oktober, vil et stort telt på Tingvej 16 blive fyldt af kreative, musikalske, hyggelige og sjove aktiviteter. Det er Foreningen Kulturgrunden, Kom-Bi, Syddjurs Bibliotek, Kulturskolen Syddjurs i samarbejde med Sangkraft Syddjurs, der står bag i håbet om, at rigtig mange vil kigge forbi og være med.
I løbet af de tre dage byder Foreningen Kulturgrunden på æblekagebord, presning af æblemost, æblebomber på grill og øl- og sodavandssmagning med Ebeltoft Gårdbryggeri. Torsdag aften byder på Højskoleaften med Mogens Hemmingsen og Qi gong til at gå til ro på. Lørdag kommer Brætspilshjørnet også forbi til en god gang brætspil for alle.
Derudover venter to fede musikalske oplevelser, nemlig solokoncert med Asger Præst, der tidligere på året vandt Rock i Hornslet 2024 og Trubaduren og hans Rockband.
Trubaduren og hans Rockband er et folkeligt orkester, der spiller stemningsfuld, dansksproget originalmusik, der giver associationer til alt fra Buenos Aires støvede fortovsrestauranter til Københavns brostensbelagte torve. Inden koncerten, som finder sted lørdag aften kl. 20, er der fællesspisning med tapas i teltet, som kan forudbestilles via Kom-Bis hjemmeside.
Syddjurs Kulturskole og Sangkraft Syddjurs byder ind i programmet med rytmik, leg og sang for de mindste med Dorte Nørgaard, Familiemorgensang og en kreativ KULS-workshop, hvor man kan lave flotte tryk med smukke efterårsmotiver.
Syddjurs Bibliotek inviterer til ”Boller og bøger” for de 0-6 årige og kastanjedyrsworkshop med et tvist af teknologi og Varulv-spil og hygge med deres unge Kulturpiloter. Derudover har biblioteket sammen med Kulturgrunden lavet en gang ”Motionsbanko”, hvor deltagerne kan gå en 2,3 km. lang rute rundt i byen og se, om de kan få pladen fuld og vinde dejlige præmier.
I Kom-Bi venter der om fredagen en spændende teateroplevelse for alle på 10 år og opefter, når Egnsteatret viser deres helt nye forestilling, ”Sindet er en sommerfugl” om kunstneren Ovartaci.
Se programmet for de enkelte dage her:
Hele det omfangsrige program kan også ses på Syddjurs Biblioteks hjemmeside eller findes på Facebook.
Arrangementet er støttet af Nordeafonden.